Komplekse sammenhænge mellem patienter, sundhedsprofessionelle og organisationer påvirker medicinsk forskning. Et studie publiceret i BMJ viser, at informationer om de ingredienser, der indgår i interventionerne, mangler i halvdelen af de forsøg, som er publiceret om ikkefarmakologiske interventioner i anerkendte tidsskifter [1]. Inden for det onkologiske felt er det påvist, at der kun i 11% af publikationerne i de bedste onkologiske tidsskrifter rapporteres om de nødvendige elementer for, at man vil kunne tilbyde egne patienter den pågældende intervention [2]. Ovenstående illustrerer den udfordring, at klinikere skal behandle evidensbaseret, men ofte mangler den viden, som er afgørende for patientens effekt af interventionen. Formålet med denne artikel er at præsentere begrebet komplekse interventioner for danske læger. Komplekse interventioner er defineret af det engelske forskningsråd Medical Research Council (MRC), som i 2000 udgav en retningslinje for udvikling og evaluering af lodtrækningsstudier af komplekse interventioner, der var inspireret af faserne i udvikling og afprøvning af medicin [3, 4]. Rammen blev i 2006 revideret i en mere iterativ retning, anskueliggjort i en model med fire hovedfaser: udvikling, pilottest, evaluering og implementering af interventioner (Figur 1)[5, 6]. Komplekse interventioner kan defineres som interventioner, der har flere interagerende komponenter. Interventioner kan ikke entydigt beskrives som enten komplekse eller simple, men kan i højere grad kategoriseres som hørende til en ende af et spektrum end en egentlig klart defineret kategori [7]. Et eksempel på en simpel intervention er indgift af adrenalin ved anafylaksi, hvor leveringen ikke ændrer virkningsmekanismerne. Modsat er fysisk og opgaveorienteret træning i rehabiliteringen af patienter efter apopleksi et eksempel på en kompleks intervention, hvor netop leveringen kan påvirke interventionen [8, 9]. Eksemplet udfoldes i Figur 2. Se Tabel 1 for yderligere karakteristika ved komplekse interventioner.