Mad udgør en hjørnesten i forestillingen om amerikansk soft power. USA omtales som en burger-eller fastfoodnation, og landets indflydelse på resten af verden er i efterkrigstiden blevet karakteriseret som en Coca-kolonisering eller McDonaldisering. 1 Når klassiske amerikanske retter bruges som metonymier for amerikansk kultur, hænger det sammen med, at mad handler om mere end tilfredsstillelse af fysiologiske behov. Hvordan mad tænkes, tilberedes og spises er centralt for den måde, hvorpå vi organiserer vores liv. Man kan derfor formode, at en periode, hvor særligt USA fungerede som mod-og forbillede, har sat spor i den europæiske madkultur. Denne artikel undersøger, hvordan amerikansk mad-og måltidskultur kom til udtryk i ikonografi og tekst i danske trykte kogebøger i perioden 1945-70. Formålet er at udsondre, hvad der i perioden blev opfattet som særlig amerikansk, og at analysere de skiftende konnotationer, kogebogsforfatterne knyttede hertil.